Markredskaber bliver stærkt repræsenteret på Agromek 2024

arrow_backTil oversigten

9. april 2024

Tromler, grubbere, jordpakkere, strigler til såmaskiner og alskens typer harver vil være at finde på årets udgave af Agromek, som dermed præsenterer alt inden for græs- og jordbehandling. Nordeuropas største landbrugsmesse finder sted i MCH Messecenter Herning 26.-29. november 2024.


Agromek 2024 byder på alle typer markredskaber, og blandt de udstillende virksomheder inden for denne del af landbruget er forventningsglæden stor og planerne mange - det er eksempelvis tilfældet hos HE-VA.

- Vi håber, at Agromek 2024 bliver lige så udbytterig som 2022-udgaven. Messen er en vigtig udstilling for os, idet den giver os mulighed for dels at vise vores produkter frem for den professionelle landmand og dels at snakke med såvel nye, potentielle kunder som kunder, der allerede kører med vores maskiner. Derudover er messen en god anledning til at møde forretningsforbindelser og kolleger fra branchen, påpeger Heine Christiansen, teknisk direktør, HE-VA.

Virksomheden agter på Agromek at fremvise et bredt udsnit af sine maskiner, der alle henvender sig til danske landmænd. HE-VA medbringer desuden diverse nyheder på messen.

Deltagelse sender et signal
Også PÖTTINGER Scandinavia udstiller på Agromek 2024, hvor forventningen er at møde store dele af landbrugsbranchen, og hvor man med deltagelsen ønsker at sende et helt specifikt signal.

- Det er vigtigt for os at deltage i Agromek, da vi på den måde kan vise de danske landmænd og maskinstationer, at vi med vores professionelle brand virkelig vil det danske landbrug. Samtidig er det en messe, hvor vi glæder os til at møde nuværende kunder samt skabe nye kontakter. Agromek er messen, hvor vi kan formidle budskabet 'mere succes med PÖTTINGER', fortæller Lars Andreasen, General Manager, PÖTTINGER Scandinavia.

Virksomheden stiller op med en stor og åben stand, hvor udvalgte maskiner fra hele produktsortimentet præsenteres - herunder fremvises også en nyhed, som sløret løftes for senere på året.

Fordelene ved face-to-face
Hos DALBO, der ligeledes udstiller på Agromek 2024, hæfter man sig ved kvaliteterne af det personlige møde, som hele messeformatet jo er bygget op om.

- Vi forventer at få nogle travle dage med gode muligheder for at møde både slutbrugere, forhandlere og samarbejdspartnere til nogle gode maskinsnakke - face-to-face. Mange samtaler kunne sikkert klares via telefon eller mail, men det kan noget andet at give et håndtryk, kigge hinanden i øjnene og tage sig tid til at drikke en kop kaffe sammen, pointerer Maria Poulsen, Marketing Assistant, DALBO.

Hun fortæller videre, at virksomheden betragter Agromek som en glimrende anledning til at se, hvad der i øvrigt rører sig i branchen. DALBO selv disker op med både harver og tromler og betragter messen som et oplagt udstillingsvindue, hvis man ønsker at vise sine produkter til den professionelle landmand.

Fokus på højteknologiske løsninger
I Agromek-ledelsen glæder man sig over den store tilslutning til messen fra virksomheder, der beskæftiger sig med markredskaber. Samtidig hæfter man sig ved, at netop den del af landbruget i disse år oplever en omfattende teknologisk udvikling, som altså takket være de mange udstillere belyses grundigt på messen.

- Markredskaber er en stor del af Agromek, og vi er rigtig glade for den store opbakning, vi ser fra den del af branchen til årets messe. Vi ved, at mange af vores gæster kommer for at se nyheder, og her er markredskaberne altid blevet større og større, men vi ser også at sensorer, kamerateknologi og brug af kunstig intelligens får redskaberne til at blive "intelligente" og en del af præcisionslandbruget, lyder det fra Claus Hermansen, direktør, Agromek.

Agromek finder sted i MCH Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen 26.-29. november 2024. Læs mere på agromek.dk.


Kontaktinformation
Claus Hermansen
Direktør, Agromek
Mobil: +45 40 42 59 47
Agromek_Foto: Agromek/Lars Møller

keyboard_arrow_up