To klimaløsninger fra SEGES Innovation nomineret til Agromek-kåring
arrow_backTil oversigten8. november 2024 | SEGES Innovation P/S
To stærke digitale klimaløsninger til landmænd, der ønsker at arbejde målrettet med klimareduktioner, er topkandidater til en prestigefyldt kåring. Agromek, Nordeuropas største landbrugsmesse, har nemlig netop nomineret to innovative digitale løsninger fra SEGES Innovation i kategorien viden og service til årets Agromek Award.
”Når nyeste viden om klimaklog adfærd bliver indbygget i værktøjer og kommer i spil med det samme derude i traktorerne på rigtigt mange danske marker, så lykkes vi med vores mission om at få viden ud at virke. Vi oplever, at klima fylder rigtigt meget hos danske landmænd, så vi er glade for og stolte over at være frontløber med løsninger, som imødekommer dette behov,” siger Ivar Ravn, direktør for Digital i SEGES Innovation.
Det er netop to klima-løsninger blandt SEGES Innovations mange nye digitale løsninger, som har vundet juryens hjerter i udvælgelsen til årets Agromek Award.
Den ene løsning gør det let at for landmanden at vælge de mest optimale dage at udbringe nitratholdig gødning.
Programmet FarmTracking farvelægger hver mark enten grøn, gul eller rød. Farven indikerer risikoen for lattergas-emission, hvis man udbringer nitratholdig gødning på de angivne dage. Udledning af lattergas er skadeligt for klimaet, men er også dårligt for landmanden, da nitrat, som bliver til lattergas, ikke er tilgængelig for afgrøderne.
Beregningsmodellen bag det nye lattergasindeks er baseret på mange forskellige datakilder med information om jordtyper, afgrøder, jordens vandbalance og temperatur.
Den anden nyskabelse fra SEGES Innovation findes i løsningen MarkOnline. Her kan landmænd og konsulenter allerede i markplanlægningen sidde og simulere klimaeffekten af forskellige indsatser; På den måde kan landmanden vælge en dyrkningspraksis, der sikrer, at de færdige råvarer klimaaftryk vil kunne matche aftagernes krav til produktaftryk.
Når Agromek-messen begynder 26. november 2024, bliver det afsløret, hvilke af opfindelserne, der kåres som de allerbedste. SEGES Innovation udstiller i alt 12 digitale løsninger på stand D3080 på Agromek 2024.




