Kyllingebranchen går sammen om nyt værktøj til måling af danske kyllingers klimaaftryk

arrow_backTil oversigten

8. november 2024 | SEGES Innovation P/S

De to største fjerkræaktører på det danske marked, Danpo og ROSE POULTRY, tager nu et stort skridt for klimaet sammen. I samarbejde med SEGES Innovation vil de nu med klimaværktøjet ESGreenTool måle deres kyllingers præcise klimaaftryk. Det betyder, at mere end 100 danske kyllingeproducenter fremover vil levere kyllinger med klimadata til Danpo og ROSE POULTRY.

ESGreenTool med de nyeste features præsenteres på Agromek 2024 på stand D3080 sammen med øvrige andre digitale løsninger fra SEGES Innovation.

Kylling er sammenlignet med andre kødtyper i forvejen et særdeles klimavenligt valg af kødprotein, og nu får de to store, danske kyllingeproducenter og deres landmænd mulighed for at måle kyllingernes præcise klimaaftryk. Forskningsvirksomheden SEGES Innovation, der arbejder for en bæredygtig og konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion i Danmark, har udviklet værktøjet ESGreenTool, der kan måle landmændenes klimabelastning helt ned på den enkelte kylling, der produceres.

Slagtekyllingemodulet i ESGreenTool beregner klimaaftrykket ud fra data på den indsatte daggamle kylling, produktionstiden i dage, antal leverede kyllinger, levende vægt pr. slagtekylling, foderforbrug, forbrug af el og varme samt af strøelse. Klimaberegningen tager desuden højde for, om der er tale om konventionelle, økologiske eller langsommere voksende kyllinger

”Indtil nu har vi benyttet CONCITOs udregning af kyllingers CO2e-aftryk. Deres database viser kyllingers aftryk generelt. Med det nye værktøj kan vi måle vores egne danske kyllingers specifikke udledning lige fra kyllingen klækkes, til den forlader stalddøren igen på vej til slagteriet.  Det betyder, at vi fremover med egne data kan dokumentere vores klimabelastning ude i staldene, men endnu vigtigere har vi nu et værktøj til at sænke belastningen over tid, fordi det bliver tydeligt, hvilke håndtag vi kan skrue på,” siger Brian Møller Lauridsen, chef for afdelingen for levende dyr hos ROSE POULTRY.

Hos ”konkollegaen” Danpo har man i regi af brandet De Danske Familiegårde allerede en præcis CO2e-måling på velfærdskyllingernes klimaaftryk fra jord til bord i samarbejde med den uafhængige organisation Carbon Trust. Med det nye værktøj ESGreenTool kommer Danpo til at måle udledningen fra alle kyllingernes CO2e-aftryk på tværs af kyllingetyper og brands.

”Vi har allerede gode erfaringer med præcise målinger fra jord til bord på vores velfærdskyllinger i De Danske Familiegårde, og nu kan vi med ESGreenTool blive endnu klogere på udledningen fra alle vores kyllinger. Det vil hjælpe til med at sætte endnu mere præcist ind på gårdene og gøre det let, overskueligt og motiverende for hver enkelt landmand at registrere miljøbelastningen pr. hold kyllinger, de opfostrer,” siger Tommy Dideriksen, der er Afdelingschef for levende produktion i Danpo.

ESGreenTool bliver let at benytte
For de danske kyllingeproducenter er den stringente dokumentation ikke noget nyt. Danmark har som det eneste land i verden for mange år tilbage udviklet kvalitetssystemer, der omhyggeligt dokumenterer de danske kyllingers sundhed, kvalitet og trivsel, og landmændene er vant til at registrere alt fra foder- til varmeforbrug i udførlige produktionsdatabaser, så mange af de inputdata, der anvendes i ESGreenTool, registrerer landmændene i forvejen.

For at gøre det endnu lettere for landmændene at benytte det nye CO2-registreringssystem og undgå en ekstra administrativ opgave, vil ESGreenTool i løbet af 2025 blive koblet på produktionsdatabaserne, så de danske kyllingeproducenter fremover kun skal taste ind ét sted.

”ESGreenTool er unikt til klimaberegninger i dansk landbrugs fødevareproduktion. Vi er i SEGES Innovation både meget stolte og meget glade for, at to så betydende spillere som Danpo og ROSE POULTRY har valgt at indgå et længerevarende samarbejde om ESGreenTool. Det ser vi meget frem til,” siger Jens Bligaard, Business Director for ESG-området i SEGES Innovation.

Fakta:
Langt hovedparten af en kyllings CO2-aftryk ligger i opvæksten, i foderet og i energiforbruget. Dertil kommer CO2-aftrykket i forbindelse med transport, slagtning, pakning samt transport til detailledet. Værktøjet fra SEGES Innovation koncentrerer sig alene om opdrætsdelen.

Flere artikler fra SEGES Innovation P/S

Artikel er skrevet af:

SEGES Innovation P/S

I SEGES Innovation er vi over 400 forskere, specialister, digitale stjerner og dygtige medarbejdere, som arbejder for at skabe gode løsninger og få dem ud at virke i stalden, i marken og i hele værdikæden fra jord til bord.

Vi er en uafhængig forsknings- og innovationsvirksomhed, som arbejder for en bæredygtig og konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion.

Vores faglighed dækker hele landbrugs- og fødevareområdet, og vi forsker og innoverer inden for blandt andet planteproduktion, husdyrproduktion, miljø, klima og bioøkonomi/bioenergi, cirkularitet, biodiversitet, økonomi og af

Se profil
keyboard_arrow_up