Fokus på fremtidens kvægstalde

arrow_backTil oversigten

25. september 2024 | BK NORD A/S

KvægXperten og BK Nord A/S holdt sidst i september 2023 konference om »Fremtidens Kvægstalde«. Formålet med konferencen var at løfte blikket og kigge frem på, hvilke krav et staldanlæg til kvæg skal kunne opfylde for at være et godt staldanlæg i de næste 20 år.
For øjeblikket er fokus især på at opfylde mindstekravene i »Bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg«, men der er mange flere områder, der skal tages i betragtning. Blandt andet hvilke ønsker og krav forbrugerne, de ansatte på gården og koen har, samt rammevilkårene og finansieringen til fremtidens kvægstalde. Disse områder kom vi rigtig godt omkring på konferencen, og der kom gode idéer til, hvordan fremtidens kvægstald skal se ud.

Dyrevelfærd
Forbrugerne har fokus på dyrevelfærd, uden de præcist kan beskrive, hvilken dyrevelfærd de ønsker. Dyrevelfærd går godt i tråd med landmandens ønsker, idet god dyrevelfærd i de fleste tilfælde medfører højere produktion og en mere effektiv produktion. Man kan ikke slutte omvendt, så dyrevelfærd måles ikke på produktionens størrelse eller effektivitet. For at dokumentere god dyrevelfærd, må der målinger på dyrene til, og disse nye målinger er på vej.
Det viste sig under konferencen, at mange tiltag måske nok vil gøre byggeriet dyrere, men at de ikke nødvendigvis vil være en dårlig forretning, da der også er indtægter forbundet med tiltagene.
Dyrevelfærd er selvsagt også vigtigt for koen, sammen med god smittebeskyttelse og gode forhold til klovene. Det giver robuste køer.
God plads i stalden, så dyrene kan komme til at æde, hvile og drikke samt udføre hudpleje og leg/bevægelse, er vigtig. Blandt andet skal der være så meget plads, at dominerende dyr ikke begrænser mulighederne for svagere dyr. Stalden skal give plads til, at de svagere dyr kan passere de dominerende dyr eller gå en anden vej hen til for eksempel foderbordet, hvor der så skal være plads. Der blev talt meget om plads nok. Det vil sige flere tværgange, bredere gange og et større strøet areal.

Sundhed
Smittebeskyttelsen består blandt andet i et staldanlæg med flere mindre hold af dyr, der ikke kan smitte hinanden (en bedre intern smittebeskyttelse) og så selvfølgelig hygiejne opnået med god logistik og på en nem måde.
Klovene skal være rene og tørre uden belastninger. Et betongulv er et meget hårdt gulv, der belaster kloven. Og helt galt går det, hvis der er ujævnheder på gulvet. Der skal meget mere fokus på detaljerne i stalden (skraberen, placering af hjørnehjul, friholderrør, madrasser med meget mere) – detaljerne er vigtige.

De ansatte
Indretningen af staldanlægget er den mest effektive forebyggelse af skader på de ansatte. Flugtveje, eftergivende inventar og mulighed for at håndtere dyrene uden at være tæt på dem er nøgleord.
Og ja – så skal der være en god ledelse, så det er en attraktiv arbejdsplads. Det stiller krav til lederen at kunne lede fire generationer.

Miljø og klima
Omkring rammevilkår er det miljø- og klimaudfordringen, der er i fokus. Staldanlægget skal medvirke til, at næringsstofferne udnyttes godt, dels i fodringen og dels i et lavt tab af næringsstoffer, blandt andet ammoniak. Omkring ammoniak er placeringen i landskabet altafgørende.
Klimaudfordringen kommer meget mere på banen, og noget af løsningen ligger i ikke at bygge mere end nødvendigt, hvilket må afpasses dyrevelfærd og produktion. Og så vil »grøn beton«, valg af materialer og genbrug af byggematerialer og bygninger være vigtige spillere i fremtiden.
Finansieringen fokuserer rigtig meget på klimavenlige løsninger, både med hensyn til produktionen og også med hensyn til selve bygningen.
Jo, vi kom langt omkring på konferencen om »Fremtidens kvægstalde«, og det var dejligt at opleve, at tankerne passer som hånd i handske i forhold til det rådgivningsarbejde, som BK Nord A/S tilbyder.

Flere artikler fra BK NORD A/S

Artikel er skrevet af:

BK NORD A/S

BK NORD A/S tilbyder professionel rådgivning indenfor:

- Bygherrerådgivning
- Brandrådgivning
- Totalrådgivning
- Skadesopgørelser
- Bæredygtigt landbrugsbyggeri
- Staldanlæg- og indretning
- Ingeniørberegninger
- Skitseforslag
- Myndighedsbehandling
- Og meget mere......

Når du kobler en totalrådgiver på dit byggeprojekt, får du en rådgiver, der påtager sig ansvaret for, at projektet udføres inden for den aftalte tidsramme, budget og kvalitetsstandarder. Lige fra den første idé til projektet realiseres.

Vores erfarne arkitekter og ingeniører hos BK NORD varetager

Se profil
keyboard_arrow_up