Vejrø- et grønt dansk eventyr
arrow_backTil oversigten24. oktober 2024 | Viking Wind
På en lille ø i Danmark udvikles fremtidens grønne energiløsninger. Omstillingen er ambitiøs, men nødvendig, både når det kommer til øens overordnede bæredygtighed og for et grønt Danmarks fremtidige succes.
Udover energiprojektet, som omfatter to vindmøller fra Viking Wind, er der opført et resort med hotel, konference lokaler, drivhuse og et orangeri til at producere økologiske fødevarer. 16-20 personer er ansat på fuld tid til at tage sig af resortets gæster.
Det klare mål om 100 % selvbærende vedvarende energi på Vejrø er skabt lige så meget af nødvendighed som af nysgerrighed. I dag er øen ikke forbundet med fastlandet, hverken med kabler eller almindelig transport. Den tidligere dieselbaserede energiforsyning krævede, at tusindvis af liter diesel skulle transporteres til Vejrø for at drive dieselgeneratorerne.
Dette var en upraktisk og dyr måde at levere energi til øen på. Den årlige energiregning lød på mere end 1 million danske kroner, og alene af den grund var der et stærkt incitament til at gøre øen selvbærende med bæredygtig energi og varme.
Projektet er også drevet af ønsket om at udforske, teste og lære, hvordan en ø på den bedste og mest økonomiske måde kan blive selvbærende med grøn energi.



