SEGES Innovation introducerer nye præcise jordbundskort i CropManager

18.10.2024

Præcisionsværktøj til jordbundsklassifikation forbedrer landbrugets tildelingskort og kåres som tostjernet nyhed på Agromek.

SEGES Innovation P/S præsenterer de nye præcise jordbundskort i CropManager, der tilbyder landmænd et bedre grundlag for at klassificere jorden og udarbejde tildelingskort. De nye kort sikrer høj præcision med en opløsning på 10x10 meter og omfatter JB-klassifikation, ler%, humusindhold og Dexter-ratio. Disse kort gør det muligt for landmænd at optimere deres dyrkningspraksis uden behov for dyre jordbundsanalyser.

- Landmanden får med de nye kortlag i CropManager data til rådighed, som tidligere kun ville være tilgængeligt gennem jordprøver. Jordbundskortet kan fungere som en sikkerhed for, at biomassekortet er korrekt, og det giver et solidt grundlag for udarbejdelse af tildelingskort til bl.a. udsæd, konstaterer Agromeks dommerudvalg og tildeler nyheden to stjerner.

Med de nye jordbundskort kan landmændene få en nøjagtig klassifikation af deres jorder, hvilket hjælper dem med at udarbejde præcise tildelingskort for gødning og udsæd samt forbedrer sundhedsvurderingen af deres marker.

De nye kort i CropManager er udviklet i samarbejde med Aarhus Universitet, Københavns Universitet og DHI, og tilbyder en enestående præcision på markedet.

Yderligere oplysninger:
SEGES Innovation P/S
Agro Food Park 15, Skejby
8200 Århus N
Tlf: +45 8740 5000
Email: tpug@seges.dk
Hjemmeside: www.segesinnovation.dk

Tilbage