Agromek Stars - Nyheder
Ny udsætterrangering i DMS vurderer køernes fremtidige økonomiske værdi
14.10.2026
Nyt beslutningsværktøj fra SEGES Innovation, Viking Data- og Ydelsesservice og SimHerd kåres som trestjernet danmarksnyhed til Agromek Stars.

VikingDanmark præsenterer en ny udsætterrangering i DMS, som skal hjælpe mælkeproducenter med at træffe bedre beslutninger om, hvilke køer der skal blive i besætningen, og hvilke der bør udsættes. I stedet for alene at se på historiske resultater vurderer værktøjet hver kos forventede fremtidige økonomiske potentiale.
Rangeringen bygger på SimHerds simuleringsmodel og anvender blandt andet data fra ydelseskontrol, tidligere sygdomsbehandlinger, drægtighedsstatus, koens potentielle slagteværdi og den fremtidige kalvs genetiske værdi. På den måde baseres vurderingen på et bredere grundlag end den aktuelle mælkeydelse alene.
For at få beregnet en fremtidsværdi skal koen have mindst én ydelseskontrol, der ligger mindst 75 dage efter kælvning. Herefter rangeres dyrene inden for besætningen på en skala fra -100 til 100. De højest rangerede dyr vurderes at have det største fremtidige økonomiske potentiale, mens de lavest rangerede dyr har mindre forventet fremtidigt afkast.
Rangeringen vises som en kolonne i udsætterlisten og i et dashboard, hvor brugeren kan filtrere på grupper af dyr og se relevante detaljer for den enkelte ko. Dermed får landmanden et mere nuanceret beslutningsgrundlag, når udsætterdyr skal vælges.
Trestjernet dansk nyhed
Agromeks dommerudvalg tildeler løsningen tre stjerner og klassificerer den som en dansk nyhed. I den endelige bedømmelse fremhæves det, at værktøjet flytter fokus fra tidligere præstationer til koens fremtidige økonomiske potentiale:
- Med Viking Udsætterrangering vurderes og rangeres hver enkelt kos fremtidige økonomiske potentiale via SimHerd, ud fra data i DMS, ydelseskontrol, aktuel slagteværdi med mere. Dermed opnås et bedre grundlag for at træffe den rigtige beslutning om valget af udsætterdyr.
Løsningen er udviklet af SEGES Innovation, Viking Data- og Ydelsesservice og SimHerd og skal give mælkeproducenter et mere objektivt og fremadskuende grundlag for udsætterbeslutninger i den daglige drift.
Yderligere oplysninger:
VikingDanmark
Kontakt: Ruth Davis Kring
Tlf.: +45 40 51 51 25
E-mail: rbd@simherd.com
Stand: Q1900
Producent: Viking Data- og Ydelsesservice, Agro Food Park 12, 8200 Aarhus