Agromek Stars - Nyheder
Moni Worldwide introducerer Deutz-Fahr ActiveSteer til specialtraktorer
18.10.2024
Ny tostjernet firehjulsstyring giver markedets mindste venderadius og forbedret fleksibilitet.
Moni Worldwide præsenterer Deutz-Fahr ActiveSteer, et nyt avanceret firehjulsstyringssystem, som muliggør en markant reduceret venderadius på Deutz-Fahr 5-serie DF TTV-modeller. Dette innovative system gør det muligt at styre bagakslen i flere forskellige tilstande, inklusive krabbestyring (dogwalk), hvilket er særligt gavnligt for kørsel på skrøbelige underlag som boldbaner og golfbaner.
- Deutz Fahrs nye 5-serie med ActiveSteer-systemet tilbyder den mindste venderadius på markedet for specialtraktorer. Firehjulsstyringen giver mulighed for krabbestyring, forsinket styring ved brug med vogne og automatiske funktioner som bagakslens opretning ved bakning og frakobling af styring ved hævning og sænkning af bagliften. Dette sikrer optimal manøvredygtighed, selv under de mest krævende forhold, fortæller Agromeks dommerudvalg og tildeler nyheden to stjerner.
ActiveSteer giver landmænd og entreprenører en ny fleksibilitet, hvor de kan bruge en kraftfuld traktor i opgaver, der normalt ville kræve en mindre og smidigere maskine. Samtidig kan de ved hjælp af krabbestyring fordele traktorens vægt jævnt på alle fire hjul, hvilket minimerer risikoen for skader på sarte overflader som sports- eller golfbaner.
Med ActiveSteer kan specialtraktorer fra Deutz-Fahr nu bruges til langt flere opgaver i kommunal- og landbrugssektoren, hvilket giver øget effektivitet og reducerede driftsomkostninger.
Yderligere oplysninger:
Moni Worldwide
Fynsvej 49, 5500 Middelfart
Tlf: +45 5010 3001
Email: hh@moniworldwide.dk
Hjemmeside: www.deutz-fahr-danmark.dk