Agromek Stars - Nyheder

 

JCB Fastrac 6000-serien får integreret Twin Steer og dæktryksregulering

14.10.2026

Ny traktorserie kombinerer to GNSS-modtagere, individuel styring af for- og bagaksel og integreret regulering af dæktryk og kåres som tostjernet Agromek-nyhed.

Brøns Group præsenterer den nye JCB Fastrac 6000-serie, der består af modellerne 6260 og 6300 med henholdsvis 290 og 335 hk. Serien bygger videre på Fastrac-konceptet med affjedret for- og bagaksel, 50:50-vægtfordeling, firhjulsstyring og centermonteret kabine.

Hvis traktoren bestilles med JCB GPS, leveres den med to NovAtel-antenner integreret i taget. De to modtagere gør det muligt at bestemme traktorens retning, også når den står stille, og systemet kan styre bagakslen uafhængigt af forakslen. Det skal blandt andet give hurtigere linjefangst ved sidehæld og mulighed for dogwalk, hvor akslerne kører forskudt.

Den nye serie kan desuden leveres med fuldt integreret dæktryksregulering gennem aksler og slutdrev. Systemet betjenes fra traktorens display og kan justere dæktrykket under kørsel. Ifølge produktbeskrivelsen kan trykket sænkes ved hastigheder op til 30 km/t og øges ved op til fuld vejhastighed.

JCB Fastrac 6000 er opbygget over et gennemgående chassis og har blandt andet hydraulisk affjedring, skivebremser med ABS på alle fire hjul, ZF Eccom 3.1 CVT-transmission og hydraulikydelse på op til 410 l/min som ekstraudstyr.

Agromeks dommerudvalg tildeler JCB Fastrac 6000-serien to stjerner. I den endelige bedømmelse fremhæves især kombinationen af det integrerede GNSS-system med to NovAtel-modtagere, Twin Steer og den integrerede dæktryksregulering.

- JCB Fastrac 6000 introducerer et integreret GNSS-system med to NovAtel-modtagere og Twin Steer, hvor for- og bagaksel styres individuelt. Det giver hurtig linjefangst, stabil sporføring på kuperet terræn og dogwalk, hvor akslerne kan køre forskudt. Ved sidehæld kan akslerne korrigeres individuelt, så redskabet holdes på sporet. Sammen med den gennemgående affjedring og den integrerede dæktryksregulering styrkes præcision, komfort og kapacitet, fremhæver dommerudvalget.

Serien har desuden start/stop-knap, som gør det muligt at standse motoren uden at afbryde tændingen. Dermed kan blandt andet ISOBUS og GPS forblive aktive, mens motoren er slukket.
 

Yderligere oplysninger:

Brøns Group
Kontakt: Andreas Berthelsen
Tlf.: 51 72 64 83
E-mail: anbe@bronsgroup.com
www.bronsgroup.com
Stand: E4200
Producent: JCB
Lakeside Works, Rocester, Uttoxeter, Staffordshire, ST14 5JP Rocester

Tilbage