Agromek Stars - Nyheder

 

Digital opgavestyring binder CropManager og FarmTracking sammen

14.10.2026

SEGES Innovation samler planlægning, opgavefordeling og dokumentation i én digital arbejdsgang og kåres som tostjernet Agromek-nyhed.

SEGES Innovation præsenterer en ny digital opgavestyring mellem CropManager og FarmTracking. I CropManager kan driftslederen planlægge og tildele markopgaver til konkrete medarbejdere, som efterfølgende modtager dem direkte i FarmTracking-appen.

Medarbejderen får dermed et samlet overblik over egne opgaver og kan registrere arbejdet fra mobilen, mens driftslederen løbende kan følge status og afsluttede opgaver i CropManager. Løsningen er målrettet landbrugsvirksomheder med flere medarbejdere og behov for en mere struktureret koordinering af markarbejdet.

Funktionen bygger på SEGES Innovations fælles bruger- og virksomhedsstruktur gennem AgroID og Min Virksomhed. Medarbejdere oprettes centralt og bliver herefter tilgængelige i både CropManager og FarmTracking, så brugeradministration og adgangsstyring håndteres på tværs af løsningerne.

Ifølge SEGES Innovation skal den samlede arbejdsgang reducere behovet for telefonopkald, sms-beskeder og papirnoter. Samtidig samles dokumentationen af det udførte arbejde direkte i de digitale værktøjer.

Agromeks dommerudvalg tildeler den digitale opgavestyring to stjerner. I den endelige bedømmelse fremhæves især, at modulet erstatter den fysiske arbejdsseddel og gør det muligt at tildele opgaver direkte til den enkelte medarbejder.

- Modulet kan blandt andet mindske risikoen for, at opgaver glemmes, og hjælpe med at sikre registrering af udførte sprøjtninger. Det giver færre fejl, bedre overblik og mindre dobbeltregistrering, fremhæver dommerudvalget.

 

Yderligere oplysninger:
SEGES Innovation P/S
Kontakt: Mads Lunde Haugaard
Tlf.: 40 85 99 32
E-mail: malh@seges.dk
www.segesinnovation.dk
Stand: D3260
Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N

Tilbage