Agromek Stars - Nyheder
AI skal forudsige ukrudt og markvariation før sæsonen
14.10.2026
CropUps AI-baserede satellitforudsigelse fra Akson Robotics er en tostjernet Agromek-nyhed, der bruger historiske satellitdata og viden fra dronebilleder til at forudsige markvariation og relativ ukrudtsforekomst 1-2 år frem.

Præcisionslandbrug bygger ofte på data, der først bliver tilgængelige, når afgrøden er etableret, og behandlingerne nærmer sig. Med CropUps nye satellitmodul er ambitionen at give landmanden et beslutningsgrundlag tidligere. Modulet analyserer historiske mønstre i marken og opdeler arealet i zoner med forventet lav, middel og høj ukrudtsforekomst.
Bag løsningen ligger blandt andet højtopløselige dronebilleder fra mere end 30.000 hektar med forskellige afgrøder, ukrudtstyper og fremspiringsgrader. Materialet er anvendt til at træne en AI-model, som kobler denne viden med offentligt tilgængelige satellitbilleder fra tidligere år. Resultatet kan omsættes til managementzoner og eksporteres til mere end 20 understøttede maskinterminalformater.
Ifølge Akson Robotics kan zonerne bruges til at omfordele input efter variationen i marken i stedet for at behandle hele arealet ens. Hos Frandsbjerg Agro er modulet anvendt på cirka 1.100 hektar til omfordeling af herbicid, vækstregulering og fungicid. På tværs af de tre behandlinger blev det samlede inputforbrug ifølge indsendelsen reduceret med cirka 15 procent, svarende til en besparelse på mere end 85.000 kroner.
I den endelige bedømmelse fremhæver Agromeks dommere potentialet i at kombinere historiske satellitdata med viden fra dronebaseret ukrudtskortlægning, så komplekse data omsættes til enkle zoner, der kan understøtte målrettet behandling, prioritering af marktilsyn og bedre udnyttelse af input. Dommerne peger samtidig på, at yderligere dokumentation af prognosernes præcision og agronomiske effekt kan styrke løsningen som planlægningsværktøj.
Yderligere oplysninger
Akson Robotics
CropUp by Akson Robotics
Agro Food Park 13, 8200 Aarhus N
www.akson-robotics.dk