Agromek Stars - Nyheder

 

Agrometer samler planlægningen af slanger og køremønster i én app

14.10.2026

Field and Hose Planner planlægger fødeslanger, koblingspunkter og køremønster ved gylleudbringning og kåres som tostjernet Agromek-nyhed.

Agrometer A/S præsenterer Field and Hose Planner, et app-baseret værktøj til tablet, der er udviklet til planlægning af gylleudbringning med virksomhedens slangebaserede udlæggere. Værktøjet kombinerer maskinens arbejdsradius og redskabsbredde med markens størrelse, facon og sprøjtesporsretning.

På den baggrund foreslår appen antal og placering af koblingspunkter mellem fødeslangen og maskinens slangetromle. Brugeren kan desuden indtegne buffertank, ruten fra gylletank eller buffertank til marken og eventuelle mellempumper, hvorefter appen beregner den nødvendige slangelængde.

Andre relevante forhold som indkørsler, brønde, hydranter og vejunderføringer kan også markeres på kortet. Når jobbet er planlagt, kan det gemmes og deles med resten af teamet, så både kontor- og markpersonale kan arbejde ud fra samme plan.

Agromeks dommerudvalg tildeler Field and Hose Planner to stjerner. I den endelige bedømmelse fremhæves især muligheden for at planlægge både linjeføringen af fødeslanger og gylleudlæggerens køremønster samt placeringen af de koblingspunkter, der skal optimere det areal, som kan dækkes fra hvert punkt.

- Appen gør det muligt at oprette kort over den enkelte opgave med indtegning af både fødeslanger og koblingspunkter og samtidig se, hvor langt maskinens slange rækker ud i den mark, der skal have tilført gylle. Efterfølgende kan det udførende mandskab logge ind på samme kort og anvende planlægningen direkte i marken, fremhæver dommerudvalget.

Ifølge Agrometer kan værktøjet anvendes sammen med både nuværende og tidligere udlæggere. Gemte jobs kan genkaldes, hvilket giver mulighed for at genbruge tidligere planlægning og dele historik på tværs af medarbejdere.

Yderligere oplysninger:

Agrometer A/S
Fælledvej 10, 7200 Grindsted
www.agrometer.dk

Tilbage