Staldinventar-leverandører stærkt repræsenteret på Agromek

arrow_backTil oversigten

1. juli 2024

Big Dutchman Skandinavien, SKIOLD og Dan Egtved udstiller alle på årets udgave af Nordeuropas største landbrugsmesse, og virksomhedernes forventninger er i top. Agromek 2024 finder sted i MCH Messecenter Herning 26.-29. november.


De tre leverandører af staldinventar og staldmekanisering Big Dutchman Skandinavien, SKIOLD og Dan Egtved har meldt deres ankomst til Agromek 2024. Førstnævnte ser frem til at møde såvel nye som eksisterende kunder og samarbejdspartnere fra både ind- og udland, og med sig bringer virksomheden en stor del af sit produktsortiment.

- Vi medbringer et mølleri og transportanlæg til foder og råvarer og diverse produkter inden for fodringsteknik - elektronisk fodring, dataopsamling og simple anlægsløsninger til både tør- og vådfoder. Derudover præsenterer vi alt, hvad der er brug for til indretning af grisestalde - eksempelvis diverse inventar, LED-lys og skrabeanlæg, fortæller Niels Nederby, salgskonsulent i Big Dutchman Skandinavien.

Nyt, modulært inventarprogram
Også hos SKIOLD glæder man sig til at møde såvel nye som gamle kunder i en uformel ramme og blive klogere på kundernes erfaringer med virksomhedens løsninger. Og også på denne stand bliver der nok at gå på opdagelse i.

- Vi præsenterer vores helt nye, modulære inventarprogram, som vi er meget stolte af. Derudover kan gæsterne få en gennemgang af vores digitale løsninger, som kan hjælpe med at forbedre både dyrevelfærd, arbejdsgange og bundlinje - flere af løsningerne har fået sig en opdatering og kan nu assistere på endnu flere måder, oplyser Heidi Agerbæk, marketingkoordinator, SKIOLD, der finder Agromeks betydning for branchen stor:

- Agromek er en tradition og et samlingspunkt for hele den danske landbrugsbranche, hvor vi kan vise, hvad branchen står for - innovation, dyrevelfærd og cirkulær økonomi eksempelvis. Agromek er vigtig og væsentlig for hele den danske landbrugsbranche.

Et samlende omdrejningspunkt
Opfattelsen deler man hos Dan Egtved, der fremhæver de besøgendes mulighed for at finde alt med relevans for den enkeltes hverdag på messen - hvad end det er maskiner, inventar, foder, rådgivning, finansiering eller noget helt sjette.

- Vi synes, at det er vigtigt, at vores kunder kan gå et sted hen og se det hele, og det gælder både vores danske og udenlandske kunder. Agromeks betydning som et samlende omdrejningspunkt for alle landmænd, agroindustrien og landmændenes leverandører kan ikke overvurderes. I dag er det jo muligt at se og indsamle viden om nye produkter på nettet, men det giver alligevel meget mere at snakke med et rigtigt menneske, fastslår Anne-Kathrine Leibrandt, salgs-backup, Dan Egtved.

Hun fremhæver, at virksomheden også bruger messen til at tale med kunder og samarbejdspartnere på eksportmarkeder, og at Agromek med flere end 4.000 udenlandske besøgende også altid kaster nye udenlandske leads af sig.

I det hele taget glæder man sig hos Dan Egtved til at mødes med både kunder, leverandører og kollegaer - og til at vise et bredt sortiment af både egenproducerede produkter og importerede handelsvarer.


Foto: MCH/Lars Møller

Flere artikler fra Agromek

keyboard_arrow_up