Agromek Stars - Nyheder
Vestjyllands Andel lancerer VA SizeMatters: Fra foderfabrikken til staldgangen
21.10.2024
Nyt system, der forbedrer præcisionen af foderformalingen og dyrevelfærd, tildeles to stjerner på Agromek.
Vestjyllands Andel præsenterer deres nyeste innovation – VA SizeMatters, en sigtemaskine til foderproduktion forbeholdt hjemmeblandere. Systemet aflæser strukturen, når der produceres foder, og derudover udtager den en prøve, så tit det ønskes for at sikre optimal foderudnyttelse. Formalingen bliver opdelt i fire dele: <1 mm, 1-2 mm, 2-3 mm, og >3 mm, som vejes og omregnes til procent. Disse data kan aflæses på en skærm, og møllerne kan tilkobles direkte til systemet for automatisk styring af formalingen.
Agromeks dommerudvalg vurderer, at VA SizeMatters bidrager væsentligt til både bæredygtighed og dyrevelfærd. Det sikrer, at partikelstørrelsen i foderet holdes på et niveau, hvor maveforandringer hos grise og søer undgås. Apparatet er anerkendt for sin evne til at sikre, at foderets partikelstørrelse er ensartet fra leverance til leverance, uanset det korn, foderstoffirmaet anvender. Denne præcisionsstyring gør det muligt for landmænd at opnå en højere grad af effektivitet i deres foderproduktion. Agromeks dommerudvalg tildeler nyheden to stjerner.
VA SizeMatters er, ifølge producenten, et værktøj, der både forbedrer foderkvaliteten og optimerer dyrevelfærden ved at sikre, at formalingsniveauet er konstant, hvilket reducerer risikoen for mavesår og fremmer sundheden hos dyrene.
Yderligere oplysninger:
Vestjyllands Andel
7400 Herning
Tlf: +45 5196 5857
Email: bbk@vja.dk
Hjemmeside: www.vja.dk