Nye sprøjtedyser med bredt arbejdsområde
02.11.2022
Hardi har udviklet en ny serie dyser, der er en tostjernet nyhed på Agromek
Hardi Nanodrift dysen kan bruges i et stort arbejdsområde fra en-seks bar og skal ikke skiftes ved ændret kørselshastighed.
En nyudviklet injektordyse fra Hardi er godkendt til afdriftsreduktion. Samtidig er den nye serie dyser designet til at arbejde i et meget stort arbejdsområde fra en-seks bar.
Hardi Nanodrift luft-injektionsdyse er kåret som en tostjernet nyhed på Agromek 2022, hvor den præsentes af Hardi International A/S.
Nanodrift dysens store arbejdsområde betyder, at sprøjtepiloten er fri for at skifte dyser, hvis kørehastigheden ændres væsentligt. Dyserne kan altså anvendes, uanset om der køres med høje eller lave hastigheder i de områder, hvor der er behov for afdriftsreduktion.
Dyserne produceres i en variant, så alle sprøjter kan bruge dem. De nye dyser er kortere end injektionsdyser og bedre beskyttet af bomrammen og brækker ikke så let af.
Dyserne er forsynet med forholdsvis store luftindtagshuller. Dermed stopper de ikke så let til, og de er også lette at servicere, da de kan renses ovenfra.
Klik her for at få direkte adgang til foto af produktet.
Yderligere oplysninger:
Hardi Internationel A/S
Tlf. +45 5446 4800
Standnr. M9840