Henter indhold
Brandskader er et område, som årligt koster Topdanmark mange penge til skadeudbetalinger, og det påvirker også ofte de kunder, som bliver ramt. Vi har derfor i en årrække fokuseret på at tilbyde vores kunder både rådgivning og henvisning til konkrete skadeforebyggelsesløsninger. Vores assurandører rådgiver fx om vigtigheden af, at der er opsat brandslukkere.
For mange landmænd har skadeforebyggelse ikke den højeste prioritet i hverdagen. Der er mange andre ting, der kommer før risikostyring og forebyggelse i en travl hverdag. Samtidig er økonomien i mange landbrug ikke til at investere i de gængse løsninger, som ofte er dyre at anskaffe.
Hos Topdanmark er vi derfor meget optaget af, hvordan vi kan motivere landmanden til at tænke i disse baner, og hvordan vi kan gøre det relevant. Vores primære rolle er at hjælpe med skader, men kan vi fx kombinere det med de områder, som betyder mest for landmanden og derved opnå mere?
Dvs. kan løsningen være, at vi finder et problem, som landmanden gerne vil have løst eller allerede har en god løsning på – og som vi kan kombinere med skadeforebyggelse af brandskader? Er der fx allerede data til stede, som vi kan bruge til at opdage en brand tidligt?
Vi har brug for jer til at hjælpe os med at finde de rette digitale løsninger og motivationsfaktorer - hjælp os med at passe på det, der betyder mest.
I Topdanmark Landbrug er det vores ambition at være det førende forsikringsselskab til landbruget – både nu og i fremtiden.
Vi ønsker at være en relevant del af vores kunders hverdag, og en del af vores ambition er at hjælpe dansk landbrug med at være blandt verdens bedste. Vi ønsker samtidig at medvirke til, at danske landbrug er en sikker arbejdsplads, hvor der er fokus på at forebygge skader effektivt.
For at bevare og udbygge vores ambition har vi et stærkt fokus på at samarbejde omkring markedsudvikling, ny teknologi og dataanvendelse med SEGES og andre relevante aktører i landbrugets værdikæde.